Præsten siger:
Så tilspørger jeg dig N.N. (brudgommens navn):
Vil du have N.N. (brudens navn), som hos dig står,
til din ægtehustru? - Ja!
Vil du elske og ære hende,
og leve med hende både i medgang og modgang,
i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer,
som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru,
indtil døden skiller jer ad? - Ja!
Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn):
Vil du have N.N. (brudgommens navn),
som hos dig står, til din ægtemand? - Ja!
Vil du elske og ære ham,
og leve med ham både i medgang og modgang,
i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer,
som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand,
indtil døden skiller jer ad? - Ja!
Så giv hinanden hånd derpå!
Præsten lægger sin hånd på deres hænder og siger:
Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.
Forbøn
Brudeparret knæler, og præsten lægger sine hænder på brudeparrets hoveder og beder:
Almægtige Gud
som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab
og velsignede dem,
vi beder dig, velsign denne brud og brudgom;
lad dem altid leve af din nåde
og i indbyrdes kærlighed. Amen
Herefter bedes Fadervor og velsignelsen lyses.
"Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden".
Første Korinterbrev 13,13
Parret aftaler først dato og tidspunkt og evt. ønske om præst med kirkekontoret. Derefter henvender man sig på rådhuset i brudens eller brudgommens bopælskommune, og her udstedes en "prøvelsesattest".
I god tid før vielsen henvender parret sig til kirkekontoret. Dåbsattester og prøvelsesattest medbringes samt navn og adresse på to bryllupsvidner. Med præsten aftales der tid til samtale inden vielsen.
Kirkelig vielse foretages af en præst i kirken på en hverdag (almindeligvis en lørdag), og der skal være mindst to vidner tilstede. Vielsen er opbygget som en kort gudstjeneste med tre (fire) salmer.