Folkekirkens Nødhjælp tror på et liv før døden
Folkekirkens Nødhjælp har til formål at hjælpe verdens fattigste og styrke deres muligheder for at få et værdigt liv.
Vi arbejder med katastrofehjælp, udviklingshjælp og med at tale de fattiges sag, så også de strukturer, der ligger bag nøden, kan ændres.
Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men samarbejder bredt med andre kirkelige og folkelige organisationer.
Vi bygger vores arbejde på tætte partnerskaber, og vores nødhjælpsarbejde og udviklingsarbejde er baseret på tæt samarbejde med lokale kirkelige og folkelige organisationer.
Arbejdet finansieres ved indsamling, bidrag fra private, virksomheder, fonde og med penge fra blandt andre Danida, EU, FAO og UNHCR.
Folkekirkens Nødhjælp tror på, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor er ligeværdige. At også de fattigste af de fattige har en styrke, der kan bygges videre på.
Vi tror på, at hjælp skal gives i respekt for det enkelte menneske og dets værdighed – uden hensyn til race, religion eller politisk overbevisning.