Du er her: 

Hilsen fra Kris og Merete

Varme hilsner fra Irak

Nu er vi kommet godt herned til Al Asad basen. Turen hertil er gået problemfri.

Vi var et døgn i Kuwait, med op til 51 grader - det var MEGA VARMT, og man kan næsten ikke forestille sig hvor varmt det er!

Overdragelsen er gået godt. De tidligere soldaterhjemsledere hernede, Simon Søvndal og Miriam Thun har gjort et flot stykke arbejde, været meget vellidte og er kommet godt hjem til Danmark igen.

Der er meget at sætte sig ind i her; mange opgaver, mange forventninger, masser af nye indtryk hele tiden og så er her varmt - omkring 44-46 grader. Men heldigvis er der aircondition indendøre.  

Vi møder så mange skønne og imødekommende mennesker her. KUFFEN har et godt ry og er et naturligt samlingspunkt her i basen.

Kris og jeg bor ligesom alle andre i en container med en dør og et lille vindue, hvor vi ser ud i en betonvæg på 1 meters afstand og toilettet og badet ligger ca. 250 m væk.  

I kantinen må vi ikke komme, uden vi er reglementeret påklædt: lukkede sko og knickers/lange bukser og bluse med ærmer, så vi klæder om fra sandaler/shorts til førnævnte 3 gange i døgnet. En dag havde jeg glemt at skifte fra sandaler til sko og var kommet til kantinen, før jeg opdagede det. Jeg tog chancen, men blev straks antastet i kantinen af en amerikansk vagt, der fortalte mig at denne gang gik det, men ikke næste gang.

Der kommer ca. 250 mennesker i KUFFEN hver dag, så jeg har allerede bagt 28 lagkager/bradepandekager. Udfordringen er, at jeg ikke kan smutte over og købe piskefløde m.m., men må nøjes med det, vi har i køleskabet eller på fjernlager. Det sætter sine begrænsninger. Fx har vi ingen fløde, så det er svært at lave de store variationer i fødselsdagslagkager.

Vi var i de første dage ret presset og knoklede mens tiden løb. Alt vi rørte ved, var nyt og udfordrende: hvordan virker røremaskinen, computeren, aircondition, hvor er der gummibånd, hvor er der håndsprit, så faldt der en skabslåge af, så var der et airconditionanlæg, der ikke virkede, så kommer der en soldat med en såret finger og har behov for et plaster, så virker det ene køleskab ikke, og vi skulle til at flytte alt rundt og noget i fjerndepotet, så kommer folk og bestiller fødselsdagskage til 30 personer med glasur-pynt og flag, så er halvdelen af æggene i bakken er revnede, så æggene måtte kasseres osv. osv.

Kris og jeg arbejder  fra 7.00- 21.00, så er det godt at få benene op kl. ca. 22.00,  men allerede nu, efter en uge, så går det bedre.

Vi brygger kaffe i et væk, Kris bager 12 rugbrød hver torsdag og jeg bager franskbrød og alt muligt andet. Har på 2 uger bagt 52 pladekager / lagkager / kringle eller plader med boller.

Vi afholder en lille andagt på 5 min. hver aften - nogle gange på dansk andre gange på engelsk. Nogle få går, når vi starter på det, andre sidder pænt og følger med, og andre værdsætter det, og takker efterfølgende, og vi får en lille snak. Det er meget opløftende!

Vi spiser i en stor kantine med 6 tv-skærme, der kører uafbrudt. Der er nok plads til 300 personer i kantinen og er som regel næsten fuld af folk. Vi får amerikansk mad, og der er soldater fra Amerika, England, Letland, Irak, Norge, Holland, Canada og Danmark. Lang de fleste er mænd. Der er tolke fra Irak og sprogofficerer, piloter, dronepiloter, militærpoliti, præster, minerygere, jægersoldater m.m. Vi må være meget forsigtige, når vi tager fotos, da de skal godkendes af dem vi fotograferer og af presseofficeren.

Torsdag eftermiddag blev der pludselig meldt alarm over højtaleren. Alle skulle sikre deres egen bolig (Kris og jeg undersøgte vores egen bolig/container) og skrive “all clear” på en seddel og sætte sedlen på døren... og medtage vores sikkerhedsudstyr med skudsikreveste, drikkedunke, gasmaske, hjelm m.m. og løbe til et afsikret rum og vente. Kris havde rugbrød i den ene ovn, og jeg havde franskbrød i den anden ovn. Kort tid efter alarmen havde lydt, troppede skarptskydende amerikanske soldater op og undersøgte alt meget detaljeret. Kris reddede sine rugbrød, men flere at mine franskbrød blev efterfølgende kasseret - de var for hårde og brændte.

Der er flere infirmerier med skadestuer, flere overlæger, sygeplejersker, fysioterapeuter m.m. Der er en sportshal til træning men ingen swimmingpool.

Vi hører skud, men det er fra øvelser, og vi kan også høre fly og se droner. Vi er heldigvis hernede i en stille periode og alligevel er alle bevæbnet, med undtagelsen af Kris, jeg og nogle få andre.

Der er en god tone, og folk er glade for at være her. Vi taler med mange forskellige folk fra mange forskellige lande.

Vi takker for jeres forbøn, det betyder rigtig meget for os.

Mange varme hilsner fra Kris og Merete

Del dette: